Susanne Brønnum er valgt som ny formand for Mastercard Payment Services i Danmark og Norge.
Mastercard Payment Services blev etableret i marts 2021, hvor Mastercard købte størstedelen af Nets Corporate Services forretning. Mastercard Payment Services tilbyder løsninger til digital betaling af regninger, konto-til-konto overførsler, realtidsoverførsler mv. og omfatter mere end 300 medarbejdere i Danmark og Norge.
Susanne Brønnum har omfattende erfaring fra finans og fintech. I dag som rådgiver og investor hvor hun har hjulpet mange succesfulde startups på vej. Hun kommer med 25 års erfaring fra Nets, herunder en række år som CEO i Nets Danmark. Tidligt i karrieren var hun forbi Mastercard, hvor hun arbejdede, inden hun skiftede til det daværende PBS.
Susanne blev kåret som Business Angel of the Year i 2022 af Danish Business Angels (DanBAN). Hun var også tæt involveret i opstarten af Copenhagen Fintech og medlem af bestyrelsen i de første år fra 2016-2018.
I Mastercard Payment Services skal hun være med til at fastholde stærke og solide services, som bl.a. Betalingsservice og Leverandørservice i Danmark og e-Faktura og AvtaleGiro i Norge, og fokusere på nye, innovative løsninger.
”Jeg har med stor interesse fulgt, hvordan Mastercard har etableret en stærkere tilstedeværelse i Danmark og Norge over de sidste år, og jeg ser frem til arbejdet i bestyrelsen. Mastercard Payment Services leverer finansiel infrastruktur og velfungerende services til gavn for samfund, virksomheder og forbrugere,” siger Susanne Brønnum.
Kontakt:
Karin Strand, Director, Communications, Mastercard
Tel. +46 72 143 8615
karin.strand@mastercard.com